Henrik Ibsens skrifter

Siden midten af Marts måned har jeg været så ​ upasselig, at ​min læge har forbudt mig al brevskrivning uden benyttelse af sekretær. Deraf kommer min lange taushed. – De bør indgå på ​Nationalteatrets honorarforslag angående «Et Vildskud». Underhandlinger fører neppe til noget, og ​heller ikke jeg tror at stykket fylder en hel aften. – ​«Violin» er mig en kær digtning. Hele min egen vildand er levende, såret og fint følende tilstede i den, og den har sunget sig ind i mit sind. Vær forvisset om det! Men De må ikke kræve nogen nærmere udtalelse af mig ad skriftlig vej. Aller mindst nu, da jeg egentlig slet ikke har lov til at skrive. – Men send De mig et par linjer en gang imellem, når De har tid og lyst og vil nøjes med et svar i telegrafisk korthed. Jeg hører så gerne på Dem. Lytter så gerne i taushed – men ikke derfor mindre forstående. Hvad violinen synger, sætter jeg om i ord – ord, som jeg kanske selv digter og vildanden ikke.